|
Dansk Kherwara Mission er, som navnet siger, et dansk missionsselskab.
Vi driver i dag dog ikke missionsarbejde i traditionel forstand, men vi driver et pigehjem i byen Kherwara, ca. 80 km syd for byen Udaipur i den indiske delstad Rajasthan.
Vi støtter også den pakistanske kirke, Church of Pakistan, i Hyderabad stift. Vi yder især økonomisk støtte til kirkens skole- og undervisningsarbejde.
|
Så kan man spørge om, hvorfor vort navn er Dansk Kherwara Mission, når vi arbejder både i Indien og Pakistan.
En del af svaret på dette spørgsmål findes i det navn, som vort selskab fik, da det blev stiftet den 30. september i 1944 i København: Dansk Bhilmission.
Bhilerne er et af Indiens oprindelige folkeslag, som i århundrede har boet i det norvestlige Indien. Dette område blev delt mellem Indien og Pakistan, da Pakistan blev dannet i 1947. Siden da har der boet bhiler både i Indien og Pakistan.
Bhilmissionens arbejde kom først i gang i Indien. Det engelske Missionsselskab, Church Mission Society - CMS - rettede omkring 1950 en forespørgsel til vort selskab om vi kunne påtage os at udsende en lærer til den dengang nedlagte pigekostskole i Kherwara. CMS havde for flere år siden set sig nødsaget til at lukke kostskolen, men håbede stadig at kunne genåbne den. Næsten samtidig fik Bhilmissionen en henvendelse fra to elever på Haslev Seminarium, Else Jørgensen og Else Albøge, om muligheden for efter endt eksamen at blive sendt ud til bhilfolket.
Selskabet tog positivt i mod henvendelsen, og i 1951 rejste Else Jørgensen til CMS's missionskole i England. Desværre var Else Albøge i mellemtiden blevet alvorligt syg, så enhver tanke om at rejse til Kherwara for hendes vedkommende måtte opgives.
Else Jørgensen blev udsendt til Kherwara i marts måned 1953, og den 1. oktober 1954 blev undervisningen genoptaget på pigekostskolen i Kherwara under dansk ledelse og med økonomisk støtte fra Danmark, og nu fra Dansk Kherwara Mission.
Det havde også længe været et ønske fra CMS's side at kunne udsende en uddannet landmand til Kherwara-området, som ikke alene kunne forkynde evangeliet, men også udvikle landbruget i området. Det var derfor med glæde, at missionen i 1953 kunne antage Ralf Pedersen som missionær. Han var uddannet landmand, og efter sin missionæruddannelse var det meningen, at han i efteråret 1954 skulle udsendes til Kherwara.
Men Ralf Pedersen kunne ikke få indrejsetilladelse til Indien, så Missionen sendte ham i stedet for til Pakistan. At det også fandtes bhiler i Pakistan, vidste man dengang intet om. Men Ralf Pedersen hørte, at der levede et større antal bhiler i det sydlige Pakistan, i provinsen Sind. Det skulle blive Ralf Pedersens virkeområde i Pakistan. Senere blev et andet missionærpar antaget til arbejdet i Pakistan: Valerie og Søren Bruun.
Men alt har sin tid.
Else Jørgensen, Ralf Pedersen og Valeire og Søren Bruun rejste alle hjem til Danmark efter at have arbejdet i Indien eller Pakistan, og der ydet en stor indsats for evangeliet og for bhilfolket.
I dag er det ikke længere muligt at udsende medarbejdere, som vi engang gjorde det.
Vi er blevet til et støtteselskab. Det er nu heller ikke så dårligt endda, for det vidner om, at de kristne i Kherwara og Hyderabad nu kan "stå på egne ben" hvad angår ledelse og missionsarbejde.
Den tid kommer forhåbentligt også, da de selv kan klare de økonomiske krav, som skole- og undervisningsarbejdet kræver. Men indtil da, er vi kun glade over at kunne hjælpe dem, som trænger til vor støtte.
|
